Spor 404 fejl med Google Tag Manager

I denne artikel vil du lære, hvordan du sporer 404-fejl – og finder hjemmesiden, hvor det døde link er – med Google Tag Manager. Ved at spore dine 404-sider vil du kunne opfange og løse problemer, der ødelægger brugeroplevelsen på din hjemmeside.

Vi har sikkert alle oplevet at blive mødt af en 404-side mens vi har surfet på nettet. Der kan være mange årsager til 404-fejl, men nogle af de mest almindelige er, at brugeren har tastet forkert eller fulgt et gammelt link til din side. Hvis en bruger har ramt en 404-side, har de forsøgt at finde en side, der ikke eksisterer. Fejlen kaldes også et dødt link.

Ved at vide, hvor du har døde links, der peger ind på din hjemmeside, kan du enten prøve at få rettet linket på den givne hjemmeside eller lave 301-redirect over på en anden relevant side.

Inden vi går i gang med guiden, kan du herunder læse mere om 404-fejl og om de egentlig er skadelige for din side. Dette kan du springe over, hvis du bare gerne vil i gang med guiden.


Er 404-fejl skadelige ift. søgemaskine optimering?

Google meldte i 2011 allerede klart og tydeligt ud, at 404-fejl er en helt almindelig del af internettet:

“404s are a perfectly normal part of the web [..] In fact, we actually prefer that, when you get rid of a page on your site, you make sure that it returns a proper 404 or 410 response code (rather than a “soft 404”).”

Med det sagt, kan det også være problematisk, hvis du har et link, der sender dine brugere et forkert sted hen på din side. Hvis du har links til at ligge, som linker et forkert sted, går din side glip af PageRank , der hjælper med at give din side autoritet, og det påvirker derfor din rangering i Googles indeks.


Opsæt sporing af 404 fejl

For at komme i gang med sporing af 404-fejl skal du have opsat din Google Tag Manager-konto, oprettet en container og implementeret GTM på din side (læs hvordan du gør her). Derudover skal du på forhånd også have opsat Google Analytics på dine side, som sporer på alle sidevisninger. Hvis du ikke er så langt, kan du komme i gang her.

For at kunne spore 404-fejl skal du hjælpe GTM med at identificere en 404-side på netop din side. Dette kan gøres på flere forskellige måder, afhængigt af hvilket CMS du har. I nogle systemer hedder en 404-side <body class=”page-404”>, i andre systemer ”error 404.php”, og i nogle helt tredje systemer findes der slet ikke en <body class=”page-404”>.

Derfor kan du gøre det nemt for dig selv, og identificere din 404-side i GTM via <title>-feltet, der ofte indeholder en unik sætning for hele hjemmesiden. Eksempelvis står der i <title>-feltet på min 404-side ”Siden blev ikke fundet”. Dette ved jeg kunkommer frem i forbindelse med en 404-side.

404 fejl error google tag manager gtm

Herunder vil du lære, hvordan du opsætter sporing af din 404-side med denne metode.

Opret en brugerdefineret variabel til sporing af 404-fejl

For at kunne spore 404-fejl har du brug for en variabel, som GTM skal bruge som trigger, når en bruger lander på siden. Hvis du fremprovokere en 404-side, vil du med stor sandsynlighed opdage at 404-siden som udgangspunkt ikke har nogle unikke variabler du kan bruge. Jeg har lavet et eksempel med udgangspunkt i min egen side.

Herunder vil du se at GTM ikke kan finde nogen unikke indbyggede variabler – de står som ’undefined’ – for 404-siden udover, selvfølgelig, den konkrete URL. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at spore på dén, da der jo selvfølgelig er uendeligt mange forskellige adresser, som brugeren kan taste ind for at lande på din 404-side.

404 fejl error google tag manager

For at kunne spore 404-siden via dit <title>-felt, skal du gøre dette tilgængeligt for GTM via JavaScript; du skal derfor oprette en ny brugerdefineret JavaScript-variabel, der trækker ’document.title’ ud.

Gå ind på variabler i menupunktet og opret en ny brugerdefineret variabel. Sæt variabel-typen til JavaScript og navngiv den nye globale variabel ’document.title’. Se også nedenstående skærmbillede.

404 error document.title

Opret en trigger til sporing af 404-fejl

Andet skridt er at oprette en trigger, der skal sende data om 404-fejl til Google Analytics. Du skal oprette en ny trigger, og da triggeren kun skal affyre ved 404-fejlsider, skal du sætte triggeren til kun at affyre ved nogle sidevisninger.

Find derefter din nye brugerdefinerede document.titel-variabel i den første fane. I anden fane skal du skal blot vælge ’indeholder’ eller ’lig med’, og skrive ’Siden blev ikke fundet’, hvis det er dét, som der står på din404-side. Se også nedenstående skærmbillede:

404 error fejl google tag manager

Affyr et tag i GTM ved en 404-fejl

For at forbinde din nye trigger skal du nu oprette et nyt Google Analytics tag, der skal affyre et event ved denne visning.

For nemheds skyld kategoriserer du ganske enkelt denne event som en 404 fejl. Under handling og etiket kan du benytte dig af to indbyggede variabler i GTM.

Jeg har valgt at benytte mig af handlingen {{Page Path}}, der fortæller hvilken URL, brugeren landede på, da 404 fejlen skete.

Derefter har jeg valgt etiketten {{Referrer}}-variablen, der fortæller mig, hvilken side brugeren evt. kom fra, da de landede på en 404-side. Dermed kan jeg identificere siden, hvor brugeren har fundet linket og forsøge at få ændret linket.

Til sidst kan du sætte dette som ’sandt’ under ikke-interaktionshit, da du ikke ønsker at brugere, der lander på en 404-side skal påvirke din sides bounce rate.

Til sidst skal du forbinde tagget med din nye 404-trigger. Se også nedenstående skærmbillede.

404 error fejl google tag manager

Tjek implementeringen af dit nye tag

For at tjekke implementeringen af dit nye tag, vælg her forhåndsvisning. Forhåndsvisning kan hjælpe dig med at fejlfinde eller se om dit tag aktiverer som det skal, inden du tilføjer dit tag.

Når du starter forhåndsvisning af dine tags, får du en orange firkant i dit betjeningspanel, der fortæller dig at du arbejder i preview-mode. Du skal nu åbne din hjemmeside i den samme browser i en ny fane. Når du åbner din hjemmeside i et nyt faneblad, vil du se et panel åbne sig nederst på din hjemmeside.

Tast nu en adresse ind på din hjemmeside, som du ved ikke eksisterer, og fremprovoker en 404-fejl. Her vil du se i Google Debug, at dit nye tag bliver affyret. Det virker altså efter hensigten.

404 error fejl google tag manager

Hvis du gerne vil lave et yderligere kvalitetstjek, kan du gå ind i din Google Analytics konto, under realtid og tjekke, om hændelsen går igennem.

Her skal du være opmærksom på, at eftersom du satte dit ikke-interaktionshit til ’Sandt’, vil du ikke se hændelsen under aktive brugere. Du skal i stedet klikke på Hændelser for de seneste 30 minutter, hvor du vil se din tracking.

I mit tilfælde er min sporing af scroll depth også blevet affyret. Det kan du læse mere om, hvordan du sporer her.

404 error fejl google tag manager

Har du brug for hjælp med sporing af din 404-sider?

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig. Efterlad en besked i kommentarfeltet, og så vil jeg gerne hjælpe med at opsætte sporing via Google Tag Manager.

Del dine tanker

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.